FLSmidth frifundet i sag om overtrædelse af værdipapirhandelslovens realitetsgrundsætning

PublishedSeptember 6, 2024
UpdatedOctober 23, 2024
Home/.../2010/FLSmidth frifundet i sag ...

Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 29-2010, 27. oktober 2010

Retten på Frederiksberg har i dag givet FLSmidth & Co. A/S medhold i, at selskabets offentliggørelsespraksis vedrørende nye ordrer ikke er i strid med Værdipapirhandelslovens §27 stk. 1.

 

Sagen vedrører udsendelse af en fondsbørsmeddelelse i november 2007, hvor der gik 20 timer fra, at en journalist henvendte sig til FLSmidth & Co. A/S med forespørgsel om rigtigheden af et rygte om en ordre i Rusland og indtil FLSmidth & Co. A/S udsendte en fondsbørsmeddelelse om samme ordre, inden børsens åbning den 7. november 2007.

 

Sagen ændrede siden Finanstilsynets overgivelse til anklagemyndigheden i 2007 karakter, idet anklagemyndigheden valgte at udvide sagen ved at gøre gældende, at offentliggørelse af den betingede ordre skulle være sket allerede på underskriftstidspunktet, og således lang tid før journalisten hørte rygtet om ordren.

 

FLSmidth indgår løbende nye ordrer, som i de fleste tilfælde indeholder meget væsentlige betingelser om bl.a. FLSmidths afgivelse af bankgarantier overfor kunderne og FLSmidths modtagelse af forudbetaling fra kunden. Da en ikke uvæsentlig del af sådanne betingede ordrer af forskellige årsager aldrig bliver en realitet, har FLSmidth & Co. A/S' ledelse i årevis fulgt en offentliggjort og af Københavns Fondsbørs i 2005 godkendt praksis med først at bogføre, iværksætte arbejde på, og offentliggøre sådanne ordrer når kontrakten er blevet en realitet, d.v.s. når betingelserne i kontrakten er blevet opfyldt. Hermed har FLSmidth & Co. A/S ønsket at sikre, at den oplysning om nye ordrer og om ordrebeholdning, som gives til aktiemarkedet, er rettidig og sikker, og at der er sammenhæng mellem selskabets offentliggjorte og bogførte ordrer.

 

Retten på Frederiksberg har ved sin dom i dag afvist anklagemyndighedens påstand om offentliggørelse på underskrifttidspunktet og fastslået, at den af FLSmidth & Co. A/S fulgte praksis med først at offentliggøre en ordre, når de væsentlige betingelser i kontrakten er opfyldt, ikke er i strid med Værdipapirhandelslovens § 27, stk. 1.

 

Retten på Frederiksberg fandt derimod, at FLSmidth & Co. A/S skulle have offentliggjort ordren snarest muligt efter at være blevet kontaktet af en journalist, der havde opfanget et rygte om den nye ordre, uagtet der forelå særlige omstændigheder, som begrundede FLSmidth & Co. A/S' udskydelse af offentliggørelsen og idømte FLSmidth & Co. A/S en bøde på 50.000 kr. 

Som følge af sagen tog FLSmidth & Co. A/S allerede i 2007 yderligere skridt til at sikre at FLSmidth & Co. A/S til enhver tid giver aktionærerne sikker og rettidig information.

 

 

-------------------------------------

 

 

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til Head of Corporate Communications & Investor Relations Pernille Friis Andersen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 36 18 18 00.

 

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.

 

 

Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations