FLSmidth modtager cementordre i Kina

PublishedSeptember 6, 2024
UpdatedOctober 23, 2024
Home/.../2010/FLSmidth modtager cemento...

PRESSEMEDDELELSE

FLSmidth har indgået en kontrakt med den kinesiske cementproducent Conch på levering af en cementovn med en kapacitet på 12.000 tons pr. døgn til Tongling cementfabrikken i Anhui provinsen i det østlige Kina.

 

Conch er med en årlig produktionskapacitet på over 100 millioner tons cement Kinas største cementproducent. Tongling fabrikkens to eksisterende ovne hver med en kapacitet på 10.000 tons pr. døgn blev leveret af FLSmidth i 2002-03. FLSmidth har ikke siden leveret cementovne til Kina.

 

Den nye ovn er med en kapacitet på 12.000 tons i døgnet den største, der i dag tilbydes på verdensmarkedet, og ordren baserer sig på den viden og ekspertise, som FLSmidth for nylig har opnået gennem opførelsen af en ovnlinie med tilsvarende kapacitet på Holcims Ste. Genevieve fabrik ved Mississippi-floden i USA.

 

FLSmidth indleder samtidig med leveringen til Conch en langsigtet satsning, der skal styrke selskabets tilstedeværelse og konkurrenceevne på det kinesiske marked.

 

Det er målet på længere sigt at blive en konkurrencedygtig leverandør af cementfabrikker og udvalgte typer mineralmaskiner samt tilhørende serviceydelser i Kina. FLSmidth vil således lancere udstyr projekteret til det kinesiske marked, baseret på en kinesisk salgsorganisation og kinesisk produktion.

 

FLSmidth har haft fast repræsentation i Kina siden etableringen af kontor i Peking i 1912 og har i dag et salgskontor i Beijing samt en produktionsvirksomhed på ca. 13.000 m2 i Qingdao, hvor der fremstilles både cement- og mineraludstyr. Produktionsfaciliteterne i Qingdao vil som en konsekvens af øget produktion til internationale projekter samt det øgede fokus på det lokale kinesiske marked blive udvidet til det dobbelte i 2010. 

 

"Vi er fast besluttet på at øge vores konkurrenceevne i Kina med hensyn til større dele til cementfabrikker samt udvalgt mineraludstyr og serviceydelser, og ordren fra Conch svarer perfekt til denne målsætning," udtaler adm. koncernchef Jørgen Huno Rasmussen.

 

Conch-kontrakten vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening, indtil ovnen sættes i drift medio 2011.

  

                       -------------------------------------

 

 

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til adm. koncernchef Jørgen Huno Rasmussen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 36 18 18 00.

 

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.

 

 

Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations