Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 36-2010, 10. december 2010
FLSmidth har modtaget en ordre til en værdi af ca. EUR 30 mio. (ca. DKK 220 mio.) fra det russiske selskab Open Joint Stock Company Sebryakov Cement på levering af udstyr til deres nye cementproduktionslinie. Fabrikken ligger i byen Mihkailovka ca. 180 km nord for Volgograd.
Ordren er baseret på et løbende samarbejde mellem Sebryakov Cement og FLSmidth som strækker sig tilbage til 2005, da en kontrakt på ny cementmølle som er den hidtil største i Rusland blev indgået.
Den nye produktionsline skal erstatte den eksisterende vådlinie, hvilket reducerer energiforbruget betydeligt og øger produktionen med 1 million tons cement klinker pr. år.
Kontrakten omfatter levering af alt procesudstyr og teknologi, fra tilførsel af råmaterialet med en kombineret knuser, materialehåndteringsudstyr, nye råmaterialelagre, moderne ovn med tørknuser og en 3-trins forvarmer, klinkerkøler, klinkertransport til eksisterende lager samt en opgradering af det eksisterende elektrofilter for at reducere støvemissioner til et minimum. Ordren omfatter også levering af automations- og kontroludstyr til den nye produktionslinie.
"Rusland er et velkendt marked for FLSmidth, og vi er stærkt repræsenteret i landet. Vi forventer at Rusland som verdens femtestørste cementindustri har et stort potentiale. Størstedelen af den eksisterende kapacitet (ca. 80%) er teknisk forældet og baseret på gammel procesteknologi. Russiske cementproducenter gør i øjeblikket en aktiv indsats for at modernisere deres cementfabrikker med støtte fra regeringen," udtaler adm. koncernchef Jørgen Huno Rasmussen.
Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening indtil anlægget startes op i første kvartal af 2013.
-------------------------------------
Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til adm. koncernchef Jørgen Huno Rasmussen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 36 18 18 00.
For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.
Med venlig hilsen
Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations