FLSmidth opnår ordre på mineraludstyr

PublishedSeptember 6, 2024
UpdatedOctober 23, 2024
Home/.../2011/FLSmidth opnår ordre på m...

PRESSEMEDDELELSE

FLSmidth har indgået en kontrakt til en værdi af ca. 176 mio. danske kroner (ca. 33 mio. US dollars) med det veletablerede canadiske guldmineselskab Kinross Gold Corporation i Toronto på levering af gearfri møller til selskabets guldbearbejdningsanlæg i Mauretanien.

Ordren omfatter 1 semiautogenmølle og 2 kuglemøller, som skal indgå i udbygningen af Kinross Golds anlæg i det nordvestlige Mauretanien, ca. 300 km nord for hovedstaden Nouakchott. FLSmidth-møllerne som indgår i projektet, er blandt verdens største installerede og gennemprøvede gearfri møller. De vil yderligere styrke FLSmidths position som verdensførende leverandør af formalingsanlæg. 

Afrika er et fortsat voksende marked for mineraludstyr. Dette projekt demonstrerer FLSmidths betydelige erfaring med at levere meget omfattende og innovative løsninger til mineralindustrierne og er en anerkendelse af FLSmidth som leverandør til det afrikanske kontinent. 

 

                  -------------------------------------

 

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til adm. koncernchef Jørgen Huno Rasmussen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 36 18 18 00.

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.

 

Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations