FLSmidth skal levere verdens største knuseranlæg

PublishedSeptember 6, 2024
UpdatedOctober 23, 2024
Home/.../2011/FLSmidth skal levere verd...

PRESSEMEDDELELSE

FLSmidth har fået en kontrakt på levering af et komplet, delvist mobilt knuseranlæg til opberedning af mineraler fra Minera Peñasquito S.A. de C.V., som ejes af Goldcorp. Peñasquito guld-minen ligger i delstaten Zacatecas i Mexico, cirka 10 kilometer vest for Mazapil.

Kontrakten omfatter konstruktion og leverance af et delvist mobilt knuseri med en kapacitet på 12.500 tons i timen, som dermed bliver verdens største knuseranlæg. FLSmidth har leveret et testanlæg for at demonstrere anvendeligheden af knuserteknologien til projektet, og alt procesudstyret vil blive konstrueret og leveret af FLSmidth. 

FLSmidths knuserteknologi betyder lavere udgifter i forhold til traditionelle knuserier til hårdt klippemateriale og giver kunden en samlet besparelse set over hele anlæggets levetid.

"Opnåelsen af denne ordre på verdens største knuseranlæg demonstrerer og underbygger kundernes tillid til FLSmidth og vores teknologi. Kontrakten bygger på et højt kvalificeret teknisk løsningsforslag samt vores stærke samarbejdsrelationer med kunden. Det er glædeligt at opleve at et stærkt teknologisk grundlag og fokus på tæt kundekontakt styrker vores konkurrenceposition," udtaler adm. koncerndirektør Jørgen Huno Rasmussen.   

                 -------------------------------------

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til adm. koncerndirektør Jørgen Huno Rasmussen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 36 18 18 00.

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.

Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations