FLSmidth får stor kontrakt på drift og vedligeholdelse i Egypten

PublishedSeptember 6, 2024
UpdatedOctober 23, 2024
Home/.../2012/FLSmidth får stor kontrak...

Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 31-2012, 30. juli 2012.

FLSmidth har indgået en kontrakt med Egyptian National Cement Company på drift og vedligeholdelse af to af selskabets produktionslinier i Cairo i Egypten. Parterne er enige om ikke at offentliggøre værdien af kontrakten, der dækker en periode på syv år.

Kontrakten, der er den største drifts- og vedligeholdelseskontrakt FLSmidth indtil nu har modtaget, omfatter levering af reservedele og forbrugsvarer, etablering af en komplet drifts- og vedligeholdelsesorganisation, vidensoverførsel til lokalansatte samt indførelse af industriens bedste praksis.

FLSmidth er ved at udføre en modernisering og udbygning af de to produktionslinier, som oprindelig er leveret af det tyske selskab KHD og har været i drift siden midten af 1980erne. Når moderniseringsprojektet er færdigt i starten af 2014, vil hver linie have en kapacitet på 5.200 tons i døgnet mod den nuværende kapacitet på 3.800 tons i døgnet.

Egypten er et velkendt marked for FLSmidth, og selskabet har leveret flere cementfabrikker til landet som foretager store investeringer i udviklingen af dets infrastruktur.

"Opnåelsen af denne drifts- og vedligeholdelseskontrakt er et fremragende eksempel på styrken og potentialet i FLSmidths O&M-koncept - vi overtager nu for første gang også driften og vedligeholdelsen af et anlæg, som er bygget af en konkurrent og består af en konkurrents udstyr, og trods det er FLSmidth bedre rustet til at opfylde produktions- og kvalitetsmål og optimere kundens indtjeningsevne," udtaler adm. koncerndirektør Jørgen Huno Rasmussen.     

Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening indtil 2019.

                -------------------------------------

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til koncerndirektør Bjarne Moltke Hansen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. +45 36 18 18 00.

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.

Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations