PRESSEMEDDELELSE
FLSmidth har indgået en låneaftale med Den Europæiske Investeringsbank (EIB) til en værdi af EUR 125 mio.
Det drejer sig om et femårigt fast lån der skal finansiere FLSmidths globale forsknings- og udviklingsindsats inden for cementindustrien i perioden 2013-2016. Forsknings- og udviklingsprogrammet fokuserer på udvikling af innovative produkter, optimeret energieffektivisering og udnyttelse af materialer og brændsler i produktionprocessen samt reduktion af skadelige udslip.
"FLSmidth søger gennem en målrettet forsknings- og udviklingsindsats at imødekomme kundernes fremtidige behov for innovative tekniske løsninger, høj driftssikkerhed og driftsfaktor, minimal miljøpåvirkning og de lavest mulige livscyklusomkostninger. Lånet fra Den Europæiske Investeringsbank understøtter disse bestræbelser," udtaler koncernfinans- og økonomidirektør Ben Guren.
FLSmidth lægger i sine investeringer i forskning og udvikling særlig vægt på anvendelsen af alternative brændsler, reduceret udslip og affald, øget varmegenvinding, lavere kraftforbrug, minimeret vandforbrug, øget anlægskapacitet, høj driftsfaktor og -effektivitet samt minimal sikkerhedsrisiko.
-------------------------------------
Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til koncernfinans- og økonomidirektør Ben Guren, FLSmidth & Co. A/S på tlf. +45 36 18 18 00.
For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.
Med venlig hilsen
Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations