FLSmidth vinder stort kulprojekt i Mozambique

PublishedSeptember 6, 2024
UpdatedOctober 23, 2024
Home/.../2013/FLSmidth vinder stort kul...

Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 01-2013, 11. januar 2013

FLSmidth har vundet en kontrakt til en værdi af DKK 658 mio. fra sin mangeårige brasilianske kunde, Vale, på levering af materialehåndteringsudstyr og mineralprocesudstyr til Vales kulmine i Moatize i Tete-provinsen i Mozambique.
  
Leverancen af materialehåndteringsudstyret omfatter et knuseanlæg samt transportanlæg til både produktionsanlægget og lagerinstallationerne. Knuseanlægget består af en råkulssilo, fødeudstyr, primær-, sekundær- og tertiærknusere samt tilhørende stålunderstøtninger og hjælpeudstyr. Procesudstyret omfatter fluidiseret leje-separatorer og horizontale båndfiltre fra FLSmidth Ludowici.

Leverancen omfatter et komplet transportanlæg med alle mekaniske og konstruktionsmæssige dele, overførselstårne, siloer, nedløb, magneter, båndvægte, smøreanlæg, beskyttelsesplader og understøtninger. Anlægget er konstrueret med anvendelse af de nyeste metoder herunder DEM (Discrete Element Modelling), som sikrer en optimal gennemstrømning af kullet. Drifts- og anlægssikkerhed samt effektiv energiudnyttelse indtager en nøglerolle i anlæggets konstruktion.     

Kontrakten indbefatter konstruktion, detailgrundlag, fabrikation, levering, transport til byggepladsen, overvågning af montage og idriftsætning samt opstartsassistance. Som led i FLSmidths One Source-strategi vil der blive ydet support i hele anlæggets levetid fra FLSmidths servicecenter i Tete i Mozambique. 

FLSmidth har tidligere leveret et knuseanlæg og filtre til første etape af Moatize-minen sideløbende med leverance af udstyr til Vales udbygning af havnen i Nacala. Projektets anden etape gør det muligt for Vale at øge minens produktionskapacitet til omtrent det dobbelte.

"Kulindustrien er en af FLSmidths seks fokusområder, og med det nylige tilkøb af Ludowici kan FLSmidth tilbyde et komplet sortiment af udstyr til denne industri - hvilket var af afgørende betydning for denne ordre. Endvidere understreger ordren det fortsatte gode samarbejde mellem den store, globale kul- og jernmalmsproducent Vale og FLSmidth, og det er et vigtigt skridt for FLSmidth mod den planlagte globale, ledende markedsposition indenfor kul," udtaler adm. koncerndirektør Jørgen Huno Rasmussen.

Ordren indtægtsføres af Material Handling-divisionen og vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening indtil udgangen af 2014.

                -------------------------------------

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til koncerndirektør Carsten R. Lund, FLSmidth & Co. A/S på tlf. +45 36 18 18 00.

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.

Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations