FLSmidth indgår ny type serviceaftale med Heidelberg

PublishedSeptember 6, 2024
UpdatedOctober 23, 2024
Home/.../2015/FLSmidth indgår ny type s...

PRESSEMEDDELELSE

FLSmidth har indgået en etårig serviceaftale med Heidelberg om at servicere deres cementfabrik i Kjøpsvik i Norge.

Serviceaftalen mellem Heidelberg, verdens næststørste cementproducent, og FLSmidth er baseret på et samarbejde mellem FLSmidths globale specialistteam og Heidelberg Kjøpsviks operatører og procesingeniører. FLSmidth teamet vil realtidsovervåge og diagnosticere fabrikken og rådgive Kjøpsviks procesoperatører og procesingeniører i forhold til at skabe forbedringer, opnå en højere driftstid og nedbringe driftsomkostningerne, samtidig med at fabrikkens produktivitet maksimeres.

"Det er svært at optimere udstyrets produktivitet, hvis man ikke har adgang til en bred vifte af specialister. Kunder, hvis fabrikker ofte er beliggende i fjerne egne af verden, har svært ved at rekruttere specialister. Vi har et erfarent globalt specialistteam klar til at servicere kunderne på alle tider af døgnet og overalt i verden," udtaler Skage Hem, Global R&D direktør for FLSmidth Customer Services.

Service er et voksende forretningsområde, som får stadig stigende betydning for FLSmidth; alene i sidste kvartal voksede serviceforretningen med 24%, sammenholdt med samme kvartal året før, på tværs af FLSmidth. Selvom der er sket en opbremsning i den globale vækst, skal de mange eksisterende kunder stadig have vedligeholdt og optimeret deres udstyr, så de kan øge deres produktivitet. Da mere end 90% af cementfabrikkernes livscyklusomkostninger er drifts- og vedligeholdelsesomkostninger, vil serviceaftaler fortsat udgøre et betydeligt vækstpotentiale for FLSmidth. Og forskellen mellem de bedste og de dårligst drevne processer tyder på, at der er et værdifuldt forbedringspotentiale at hente ved at drive fabrikkerne bedre.  

"Kunder henvender sig i stigende grad til os for at få rådgivning i, hvordan de får mest ud af deres produktion; vi kender udstyret og ved, hvordan det skal vedligeholdes og drives for at opnå en højere driftstid og en bedre produktivitet," udtaler Skage Hem og fortsætter: "Vidensbaseret service handler om at hjælpe kunderne med at øge produktiviteten; selv en mindre produktivitetsforbedring resulterer i betydelige økonomiske gevinster for kunden."

               -------------------------------------

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til Global R&D direktør for FLSmidth Customer Services, Skage Hem på tlf. 36 18 10 87.

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.