FLSmidth opnår ordre på CataMax(TM) katalytisk filter til røggasrensning i USA

PublishedSeptember 6, 2024
UpdatedOctober 23, 2024
Home/.../2015/FLSmidth opnår ordre på C...

PRESSEMEDDELELSE

FLSmidth har sikret en ordre på ingeniørarbejde samt levering og montering af den nye katalytiske filterløsning CataMax(TM) fra en amerikansk cementproducent. Ordren omfatter en ny filterinstallation med katalytiske elementer, ventilator, røggaskanaler og støvtransportudstyr. 

Den katalytiske filterløsning CataMax(TM) anvender keramiske elementer der er indlejret med en katalysator; de porøse elementer fjerner ikke kun støvpartikler fra røggasserne, men katalysatoren der er placeret på overfladen af filterelementerne fjerner også kulbrinter herunder organiske skadelige luftforurenende stoffer (organic hazardous air pollutants, O-HAPs) i røggassen.

"Den katalytiske filterløsning CataMax(TM) er en patentanmeldt teknologi, som hjælper amerikanske cementproducenter til at overholde de stadigt strengere miljøkrav. Vi oplever allerede en stigende interesse for teknologien fra andre kunder i USA, samt fra kunder i Europa og Asien hvor der også forventes strengere miljølovkrav i fremtiden," udtaler Jacob Søndergaard, direktør for FLSmidth Airtech USA som hører til under Product Companies divisionen i FLSmidth.

De nationale standarder for udledning af skadelige luftforurenende stoffer (The National Emissions Standards for Hazardous Air Pollutants, NESHAP) er fastlagt af det amerikanske miljøagentur (United States Environmental Protection Agency, EPA). USA har i dag verdens strengeste regulering af emissioner fra cementindustrien.  

                 -------------------------------------

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til koncerndirektør for Product Companies divisionen FLSmidth, Bjarne Moltke Hansen, på tlf. +45 36 18 18 00.

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.