Ny teknologi får mere ud af svært-tilgængeligt kobbermalm

PublishedSeptember 6, 2024
UpdatedOctober 23, 2024
Home/.../2015/Ny teknologi får mere ud ...

PRESSEMEDDELELSE

En ny udvindingsteknologi fra FLSmidth kan øge udvindingen af kobber med 3%. For en gennemsnitlig kobbermine med en produktion på 200.000 tons vil det i gennemsnit betyde et ekstra udbytte svarende til ca. 300 millioner kroner om året. 

Det øverste malmlag på en åben kobbermine, oxidmalm, er enkelt at udvinde i en kombination af kemisk opløsning og elektrolytisk udfældning. Men det mest udbredte kobbermineral, chalcopyrit (CuFeS2), er et svært-opløseligt sulfidmineral, som findes i de dybere lag i kobberminerne. Når den lette kobber er udvundet, er de dybere lag tilbage, og det er svært for mineselskaberne at fastholde samme udvindingsgrad i overgangen fra oxidmalm til sulfidmalm. Efterhånden som minerne udtømmes, falder kobberforekomster og kvaliteten af malmen bliver ringere. 

FLSmidth har netop indgivet patentansøgninger på en ny hydrometallurgisk proces kaldet FLSmidth® Rapid Oxidative Leach, som gør det muligt for kobbermineselskaber at udvinde svært-tilgængeligt kobber. Den nye teknologi virker ved atmosfærisk tryk og en temperatur omkring 80oC, hvilket gør det muligt at udvinde direkte ved minen og dermed skabe en smidig overgang fra oxidmalm til sulfidkoncentrater. 

Mere ud af malmen 
Mens eksisterende atmosfæriske udvindingsprocesser maksimalt udvinder 95% kobber i løbet af 20-60 timer, kan FLSmidth® Rapid Oxidative Leach processen udvinde mere end 98% kobber fra koncentrater, der indeholder helt ned til 8% kobber, på mindre end 6 timer. Det er derfor en hurtigere og langt mere simpel proces.   

Og som Jens Almdal, leder af Group R&D, udtaler, er dette en markant forbedring af produktiviteten: "For en kobbermine hvis resterende kobberforekomster er af faldende kvalitet, og som producerer omkring 200.000 tons kobber om året, vil vores 3% produktivitetsforbedring svare til en ekstra indtjening på små 300 millioner kroner om året ved en kobberpris på omkring 45.000 kroner pr. ton. Det er en radikal forbedring i en industri, som gladelig jagter 0,1-0,2% produktivitetsstigninger," udtaler Jens Almdal.

For kobberproducenter kan den nye teknologi betyde, at det kan betale sig at udvinde resterende forekomster: mange eksisterende miner har kobberkoncentrater tilbage, der ikke kan udvindes på anden måde. FLSmidth® Rapid Oxidative Leach teknologi gør det muligt at udvinde mere kobber fra koncentrater af en sådan ringe kvalitet. Desuden findes der uudnyttede mineralforekomster, som ikke er egnede til f.eks. udsmeltning, men som den nye FLSmidth teknologi gør det muligt at udvinde.

Selv kobber der indeholder arsen kan anvendes 
Den nye teknologi gør det også muligt at udnytte mineralforekomster, der indeholder arsen samt til udvinding af guld og sølv, samtidig med at strenge miljøkrav til luft og jordforurening overholdes. Da FLSmidth® Rapid Oxidative Leach processen virker ved atmosfærisk tryk, kan et koncentrat behandles ved minen, og dermed kan der sikres fuld kontrol over de arsenholdige restprodukter der dannes. Derved kan man undgå at vand, luft og jord påvirkes med arsen undervejs fra mine til smelteværk. 

"Mange af de eksisterende miner har store mængder kobberkoncentrat, der indeholder koncentrationer af arsen på mere end de 0,5%, der er tilladt ved udsmeltning. Vores teknologi kan bruges til at behandle koncentrat med høje arsenkoncentrationer eller endog gøre det muligt at udnytte nye mineralforekomster med højt arsen indhold," forklarer Jens Almdal. 

FLSmidth har indgivet patentansøgninger på den nye teknologi og indledt et samarbejde med to kunder om pilotprojekter, og forventer at den nye teknologi er klar til kommercielt brug i 2017.


Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til Senior Communications Advisor Jette Westerdahl, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 30 93 18 55.