1. november 2017
Finanstilsynet
Århusgade 110
DK-2100 KØBENHAVN Ø
Selskabsmeddelelse nr. 12-2017:
Den tidligere udmeldte underskrevne kontrakt om en cementfabrik i Nordafrika (Selskabsmeddelelse nr. 8-2017 af 17. maj 2017) er nu effektiv, da en række betingelser for aftalen er blevet opfyldt, herunder at FLSmidth har modtaget forudbetaling af en del af beløbet. FLSmidth har vundet ordren på en teknologisk avanceret cementfabrik i Nordafrika til en værdi af over EUR 100 mio. Ordren, som omfatter konstruktion, leverance af udstyr, tilsyn med opførelsen, idriftsættelse og oplæring af arbejdskraft, indregnes i ordreindgangen for 4. kvartal 2017.
Ordren er til dels et resultat af et samarbejde mellem FLSmidth og Beijing Triumph International Engineering Company, et selskab i China National Building Material-koncernen (CNBM), som står for opførelsen af cementfabrikken.
Fabrikken kommer primært til at levere cement til det nordafrikanske marked. Når den står færdig, vil cementfabrikken have en kapacitet på 12.000 tons pr. dag.
"Denne ordre understreger FLSmidths styrke som den førende leverandør af markedets mest produktionsforbedrende løsninger, energiøkonomiske udstyr og teknologi. Det er kulminationen på et nært samarbejde mellem kunden og FLSmidth og et bevis på, at vi med vores erfaring og kompetencer fra cementindustrien, vores globale tilstedeværelse og vores 12.000 medarbejderes knowhow er i stand til at samarbejde med entreprenører fra hele verden", udtaler Per Mejnert Kristensen, Group Executive Vice President, Cementdivisionen.
---------------------------
Kontakt Investor Relations
Nicolai Mauritzen, tlf. +45 36 18 18 51, nicm@flsmidth.com
Kontakt Media Relations:
Sofie Karen Lindberg, tlf. +45 30 93 18 77, skl@flsmidth.com
FLSmidth er markedsledende leverandør af produktivitetsforbedring til den globale mine- og cementindustri. Med hovedkontor i København og kontorer i mere end 50 lande leverer FLSmidth design, udstyr og serviceløsninger til kunder over hele verden. Produktivitet, bæredygtighed og kvalitet er fokus for FLSmidth og firmaets 12.000 ansatte. Firmaet havde i 2016 en omsætning på 18 milliarder kroner. Læs mere på www.flsmidth.com